2.2 Forsyningsområder

2.2.1 Målsætninger

  • Alle ejendomme indenfor vandværkernes forsyningsområde skal tilbydes forsyning af drikkevand fra vandværkerne på rimelige vilkår.

2.2.2 Retningslinjer

  • Almene Vandværker har ret og pligt til forsyning af drikkevand i hele deres forsyningsområde.
  • Når en ejendom eller virksomhed tilsluttes alment vandværk, gælder det kun de dele af ejendommen eller virksomheden, hvor der kræves vand af drikkevandskvalitet.
  • Ved tilslutning af ejendomme eller virksomheder til almene vandværker er det muligt at bibeholde eksisterende boring til erhvervsmæssigt vandbehov og procesvand.
  • Er en ejendom eller virksomhed allerede tilsluttet alment vandværk, er de forpligtet til at forblive på vandværket. Etablering af ny boring - eller meddelelse af ny/udvidet/ændret indvindingstilladelse fra eksisterende egen boring - kan kun tillades, hvis der opstår et nyt erhvervsmæssigt vandbehov på over 1.000 m3/år, der ikke allerede leveres af vandværket.
  • Ejendomme i landzone, som tilsluttes almene vandværker, har mulighed for at bibeholde eksisterende boring til hobbybrug og havevanding.
  • Ved behov for ændret anvendelse af eksisterende boringer skal der ansøges om tilladelse til ændret formål.
  • Overflødige boringer og brønde skal sløjfes.

2.2.3 Redegørelse

Vandværker er med vandforsyningsplanen tildelt et forsyningsområde hvor de har ret og pligt til at varetage den nødvendige vandforsyning. Forsyningsområderne fremgår af link til WebKort. Retten til forsyning gælder dog ikke forsyning til markvanding og procesvand.

Nedenstående tabel 2.5 viser antallet af forsynede og uforsynede landbrug med dyrehold i Norddjurs Kommune, da de udgør langt den største kategori af virksomheder med et væsentligt vandforbrug. Grundlaget for tabellen fremgår af bilag 4.

Tabel 2.5 - Ejendomme med væsentligt dyrehold og deres forsyningsforhold.

Forsynede landbrug med dyrehold

Uforsynede landbrug med dyrehold

Forsynede landbrug m. dyreholds andel af det samlede vandforbrug i 2022

60 49

12 %

Tabel 2.5 gælder landbrug med dyrehold der har et forbrug på mere end 1000 m3 i 2022. Der er tale om et skøn. Det fremgår af afsnit 4. Prognose, hvordan skønnet er foretaget. I bilag 4 er der uddybende oplysninger om de enkelte vandværkers skønsmæssige forsyning af landbrug med dyrehold.

En forudsætning for forsyningsret og –pligt indenfor forsyningsområderne er, at der føres en takstpolitik så fremtidig forsyning sker på økonomisk rimelige vilkår for alle forbrugerkategorier. Det er således muligt at lave differentierede takster for forskellige forbrugskategorier. Til gengæld kan ejere af ejendomme beliggende indenfor forsyningsområde forvente krav om tilslutning til alment vandværk, hvis der opstår vedvarende tekniske eller kvalitetsmæssige problemer med vandforsyningen i et omfang, så der er en sundhedsrisiko.

Som udgangspunkt bevarer vandværkerne de forsyningsområder, der blev fastlagt i tidligere vandforsyningsplaner. Men enkelte vandværker har efter ønske fået reduceret deres forsyningsområde, da der i lovgivningen ikke længere er krav om regelmæssig kontrol med hovedparten af ejendomme med egen vandforsyning. Det betyder, at vandværkerne ikke længere kan have samme forventning til nye tilslutninger. De områder, der er fjernet fra vandværkernes forsyningsområde, er områder med få ejendomme hvor der er langt til forsyningsledningsnettet.  Derudover er der sket enkelte rettelser i grænserne, så de afspejler de aktuelle forhold.  Reduktioner og justeringer er sket i samarbejde med vandværkerne i forbindelse med udarbejdelse af herværende plan.

2.2.4 Ejendomme med egen vandforsyning
De ejendomme, der ligger udenfor et forsyningsområde, skal sikre, at der er adgang til rent drikkevand, f.eks. ved at tillade ny drikkevandsboring, uddybe eksisterende boringer eller tillade tilslutning til naboejendom. I sidstnævnte tilfælde kan der komme krav om regelmæssig drikkevandskontrol.

Disse ejendomme fremgår af link til WebKort.

2.2.5 Supplerende eller ændret anvendelse af brønd eller boring
Hvis en ejendom i landzone tilsluttes et vandværk, kan ejendommen på baggrund af en ansøgning og deraf tilladelse beholde deres eksisterende boring til hobbybrug og havevanding. En tilladelse er betinget af, at boringen ikke udgør en forureningsrisiko af grundvandsmagasinet og kan efterleve de anlægsmæssige forskrifter. Der vil på baggrund af ansøgningen om ændret anvendelse blive ført tilsyn med boringens tilstand. Hvis anlægget ikke ansøges om ændret anvendelse eller udbedres forskriftsmæssigt, vil der blive meddelt sløjfningspåbud.

2.2.6 Erstatningsboringer
I vandforsyningslovens § 21 dækker begrebet ”etablering af erstatningsboring” over en situation, hvor det er nødvendigt at opretholde en eksisterende vandforsyning. Det kan f.eks. være en nødsituation, hvor en dyrebesætning pludselig er uden vand. Anlægget der skal erstattes, må kun kortvarigt have været ude af drift.

Dårlig vandkvalitet og faldende ydelse over længere tid berettiger ikke til etablering af en erstatningsboring, da der ikke er tale om en nødsituation. Disse tilfælde kræver en ny anlægstilladelse efter § 21 i Vandforsyningsloven.

Anmeldelse af erstatningsboring skal gives til Norddjurs Kommune inden arbejdet påbegyndes.

2.2.7 Vandværker og erstatningsboringer
Visse vandværkers kildepladser er uhensigtsmæssigt placeret på baggrund af grundvandsmagasinets sårbarhed. Desuden kan vandværker være af en størrelse og beskaffenhed, hvor det vurderes, at det vil være hensigtsmæssigt med samarbejde og eventuel sammenlægning med nabovandværk. Kommunalbestyrelsen kan meddele forbud om erstatningsboring på baggrund af vandværkets og dets kildeplads’ beskaffenhed.