Velkommen til Kommuneplan 2021

Kommuneplanen beskriver kommunalbestyrelsens mål for udvikling og planlægning de kommende 12 år.

Norddjurs skal udvikle sine mange potentialer, så kommunen også i fremtiden er et attraktivt sted at bo, besøge og drive virksomhed i. I Norddjurs ønsker vi bæredygtig vækst og udvikling i hele kommunen, og med kommuneplan 2021 skaber vi de rammer, der skal til for at fastholde og styrke denne udvikling.

Plan- og Udviklingsstrategi 2019 er fundamentet for Kommuneplan 2021. I strategien er det beskrevet, hvordan Norddjurs skal udvikle sig som en stærk og innovativ erhvervs- og bosætningskommune med styrkepositionerne det blå (kyst, strand, hav, maritime miljøer, fiskeri og fjord) og det grønne (skov, flora, fauna, klimatiltag, grøn omstilling mm.). Disse styrkepositioner har rod i stedbundne naturressourcer, egenskaber og karakteristika, som er unikke for Norddjurs.

Plan-og udviklingsstrategien sætter også fokus på fire bybånd og kystbåndet, hvor der ses særlige potentialer for vækst. Bybånd øst, vest, midt og syd er tæt forbundne bysamfund, hvor byerne skal kunne tilbyde ”hele pakken” for et liv med muligheder i tæt forbindelse med naturen og vandet. Byerne supplerer hinanden og deles om funktioner, og de mindre byer kobler sig op til bybåndene. Norddjurs er også kendetegnet ved sin langstrakte kyst. Kystbåndet er varieret med potentiale for en styrket sammenhængskraft og en fælles identitet, der rækker langt ind i landet. Identiteten skal styrkes gennem bæredygtig turisme, bosætning og landdistriktsudvikling.

I Kommuneplan 2021 har vi blandt andet formuleret en ny strategi for vores landsbyer og udviklingen af bæredygtige byer og lokalsamfund. Vi har udarbejdet nye retningslinjer for større anlægsinvesteringer i f.eks. vedvarende energi, har fokus på klimatiltag i planlægningen og tilrettelægger udviklingen af detailhandlen med udgangspunkt i en ny detailhandelsanalyse. Tilsammen skaber det et opdateret grundlag, der kobler de strategiske målsætninger fra Plan- og Udviklingsstrategi 2019 med de konkrete, planlægningsmæssige rammer.

Kommuneplan 2021 afløser kommuneplanen fra 2017, og er samtidig en revision af denne. Vi har derfor fastholdt en stor del af målene og retningslinjerne fra Kommuneplan 2017, og disse vil vi fortsat arbejde med. Strukturen i planen, med fokus på ni temaer og rammerne for lokalplanlægning, forbliver også den samme.

God fornøjelse med Kommuneplan 2021.

Jan Petersen, Borgmester

Henvisninger