Områder, hvor skovrejsning er uønsket

Områder, hvor skovtilplantning er uønsket, er de områder, hvor det er vurderet, at skovrejsning vil stride mod andre hensyn.

Mål

Kommunalbestyrelsens mål er at:

  • Udpege områder, hvor der ikke må plantes skov, for at beskytte værdifulde landskaber, områder med særlig geologiske interesse, naturområder og kulturhistoriske interesseområder.

Retningslinjer

  1. Værdifulde landskaber, naturområder, kulturhistoriske interesseområder, arealer reserveret til byudvikling eller infrastrukturformål, herunder fremtidige vejanlæg, udpeges normalt som områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Redegørelse

Formålet med retningslinjen er at udpege de områder, hvor kommunalbestyrelsen ikke kan anbefale rejsning af ny skov. Områderne er vist på nedenstående kort.

Områder, hvor skovrejsning er uønsket, er udpeget efter følgende tre hovedhensyn:

  • Værdifulde landskaber og områder med særligt karakteristisk geologisk indhold.
  • Værdifulde naturområder.
  • Kulturhistoriske interesseområder.


Skovrejsning på landbrugsejendomme, der ligger i disse områder, hvor skovtilplantning er uønsket, er ikke tilladt. Som følge heraf ydes der ikke tilskud til privat skovrejsning i disse områder.

Med kommuneplanen udlægges 33.410 ha, hvor skovrejsning er uønsket. Dermed er ca. 46 % af Norddjurs Kommunes samlede areal udpeget til områder, hvor skovrejsning er uønsket.

Hvor der i landskabet er modstridende interesser mellem ønsket skovrejsning på grund af grundvandsinteresser og uønsket skovrejsning af hensyn til værdifulde landskaber, er der for hver lokalitet foretaget en konkret interesseafvejning.

Energiskov, pyntegrønt og juletræer

Produktion af energiskov, pyntegrønt og juletræer anses ikke for at være skovtilplantning og kan foregå inden for områder, hvor skovtilplantning er uønsket. Kulturer med juletræer og pyntegrønt må dog ikke udvikle sig til skov, når de ligger i et område, hvor skovtilplantning er uønsket.

Områder med fredskovspligt

Inden for områder, hvor skovtilplantning er uønsket, er der flere steder fredskovspligtige arealer. Her er der pligt til at vedligeholde skoven og til at plante ny skov i forlængelse af skovhugst, jf. skovloven. Disse arealer kan således genplantes, selv om de er udpeget som områder, hvor skovtilplantning er uønsket. Efterhånden som kommunen får kendskab til de konkrete fredskovspligtige skovområder, vil de blive udtaget af områder, hvor skovtilplantning er uønsket.

Det skal bemærkes, at der enkelte steder også er fredskovspligtige arealer, som ikke må tilplantes – fx lysåbne naturarealer.

Plantning af træer

På nær tilplantning i henhold til fredskovspligt skal alle ønsker om at plante skov i områder, hvor skovtilplantning er uønsket, forelægges kommunen, som kan give dispensation til skovplantning, hvor særlige forhold taler for det.

En dispensation forudsætter, at plantningen ikke strider imod de værdier, som ønskes beskyttet inden for områderne.

Statisk kort

Henvisninger