Norddjurs Kommune er omgivet af kyst og fjord, ligesom der er store skove og mange naturarealer.
Af hensyn til muligheden for at opleve de naturmæssige værdier og af hensyn til folkesundheden er det vigtigt, at så mange som muligt får let og uhindret adgang til at færdes ad kortlagte stier enten til fods, på cykel eller til hest. Det er ligeledes vigtigt at formidle mulighederne ved at sørge for god information.
Mål
Det er kommunalbestyrelsens mål at:
- Sikre og forbedre adgangen til naturen og strandene.
- Der skal være gode muligheder for færdsel, ophold og oplevelser i det åbne land.
- Brugen af de naturmæssige værdier skal medvirke til at styrke folkesundheden.
- Sikre tilgængelighed, hvor det er muligt praktisk og økonomisk.
Retningslinjer
- Ved planlægning for nye aktiviteter bør muligheder for nye regionale vandreruter ikke forringes.
- Lokale vandrestisystemer bør integreres med de regionale vandreruter.
Redegørelse
Stier
Offentligheden kan sikres adgang til at komme rundt i naturen ved at optage relevante veje og stier (kirke-, skole- og poststier) i et kommunalt stiregister som offentlige stier.
Adgangen til strande og kyster skal sikres ved at værne om offentligt tilgængelige adgangsveje. Derudover kan der arbejdes på at skabe nye og/eller bedre adgangsmuligheder eksempelvis ved offentlig erhvervelse.
De regionale stier – Nordsøstien inklusive stien fra Grenaa til Ebeltoft, Gjerrildbanestien, Lodsstien, sti i Kolindsund fra Grenaa til Kolind – er skiltede og til en vis grad sammenhængende. Sammenhængen i stinettet skal styrkes, så det bliver muligt at komme rundt på hele Djursland.
Til støtte for både vandre- og cykelturisme er der mulighed for efter behov at etablere nye primitive telt- og rastepladser med passende mellemrum langs de etablerede stisystemer.
Der er etableret sammenhængende cykelsti på det nedlagte jernbanetracé mellem Ryomgård og Allingåbro. Denne forbinder Gjerrildbanestien med Gjerrild og det rekreative stinet mellem Nord- og Syddjurs. Banetracéet fortsætter indtil Randers, hvilket gør det muligt at forlænge cykelstien yderligere.
Tilgængelighed for handicappede
Handicappedes muligheder for friluftsliv indgår som et særligt tema i friluftspolitikken, som overvejes både i forhold til adgang og færdsel og ved udformning af nye anlæg. Det gælder for eksempel adgang til badestrande og sportsfiskeri, ligesom stibelægninger bør overvejes ud fra denne synsvinkel.
Information
Der er mange steder opstillet informationstavler og kortborde om natur- og miljømæssige forhold samt kulturhistoriske forhold. Formålet er at informere om færdsel, ophold og oplevelser og at fremme de besøgendes forståelse for hensynsfuld færdsel i forhold til naturen samt land- og skovbrug. Informationsindsatsen fortsættes og udvikles i samarbejde med relevante samarbejdspartnere.
Det er samtidig vigtigt at have for øje, at en stor del af befolkningen ønsker at gå på opdagelse på egen hånd og først og fremmest vil opleve stilheden og naturen.
Initiativer i planperioden
- Sikre sammenhæng med stierne i nabokommunerne.
- Anlæggelse af cykel-/vandresti mellem Skovgårde og Fjellerup, dermed skabes en stiforbindelse til kyststien til Bønnerup-Gjerrild.
- Nye og sammenhængende stier i Naturpark Randers Fjord.
- Undersøge muligheden for etablering af et stiforløb mellem Skovgårde og Hevringholm.