Klima

Klima er blevet en endnu vigtigere fokus i planlægning, som også afspejles af, at det er blevet en del af Planlovens formålsparagraf.

 

I 2023 vedtog Kommunalbestyrelse Norddjurs Kommunes første klimaplan i regi af DK2020. Klimaplanen har tre hovedmål:

  • 70% reduktion i kommunens CO2-udledning i 2030 i forhold til udledningen i 1990
  • Netto-nul CO2-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050
  • Kommunen tilpasser sig klimaforandringerne og er klimarobust i 2050

Den fysiske planlægning har en vigtig rolle at spille i at opnå disse mål, både i forhold til reduktion af CO2-udledninger og klimatilpasningen.

Klimahandlingskataloget, som er et bilag til klimatilpasningsplanen, indeholder 24 sektormål og 97 handlinger, som skal igangsættes for at nå Norddjurs Kommunes mål for klimaet. Klimahandlingskataloget er et dynamisk redskab, der genbesøges jævnligt i arbejdet med klima i Norddjurs Kommune.

Der er en række handlinger, som skal realiseres igennem den fysisk planlægning, og flere bliver berørt under andre temaer Kommuneplan 2025, bl.a.:

  • Understøttelse af etablering af solcelleparker
  • Ved udskiftning af vindmøller skal der som udgangspunkt ske en reduktion i antallet af vindmøller samtidigt med, at der sker en forøgelse af produktionen ved hjælp af opsætning af mere effektive vindmøller
  • Kommunen vil fremme skovtilplantning of understøtte statens mål om, at skovlandskaber skal udgøre 20-25% af landets areal inden udgangen af det 21. århundrede ved at udpege skovrejsningsområder. I 2030 er det forventningen, at 25% af kommunens areal er dækket af skov
  • Indarbejde plan for vandhåndtering allerede i lokalplanlægning

Norddjurs Kommuneplan kan bidrage til den grønne omstilling og vores konkrete målsætninger i forhold til nogle konkrete parametre, som især afspejler kommunens større arealer af åbne land:

  • VE-anlæg i det åbne land, hvor der er i Kommuneplan 2025 lavet nye retningslinjer for store solcelleanlæg samt vindmøller.
  • Udpegninger til skovrejsnings-, lavbunds- og naturområder
  • Byudvikling med muligheder for mindre grunde, større fokus på grønne arealer i boligområder, m.m.
  • Klimatilpasning og vandhåndtering, hvor det især bliver vigtigere med vandhåndteringsplaner i forbindelse med udarbejdelsen af nye lokalplaner.

Klimatilpasningsplan fra 2023 udpeger en række indsatsområder, prioriteret i kort, mellem og lang sigt. I kommuneplan 2021 var der udpeget syv indsatsområder (bl.a. Grenaa og Allingåbro), som er nu blevet videreført til klimatilpasningsplanen. Indsatsområder vil fremover revideres i forbindelse med revision af klimatilpasningsplanen.