Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes
Beskrivelse
Estruplund Herregårdslandskab udgør med sine store markenheder med intakte diger, skovklædte dalstrøg med massive skovbryn, herregårdsbygninger og parkelementer et karakteristisk og værdifuldt herregårdslandskab. Det flade og meget særprægede kystlandskab - sammenholdt med det jævnt kuperede landbrugsareal med de markante skovbevoksede dalpartier – udgør de vigtigste karaktergivende landskabselementer i karakterområdet. Beliggenheden af Estruplund Gods, på overgangen mellem de lave marine forlandsområder og de bakkede landskaber, understreger desuden samspillet mellem natur og kultur.
For at opretholde herregårdslandskabets karakter er det afgørende at bevare samspillet mellem skovpartierne og de store åbne marker. Opretholdelse af skovdrift i skovene og fortsat landbrugsdrift på markerne er således afgørende.
Nøglekarakterer
Store markenheder, skovklædte dalstrøg med markante skovbryn, herregårdsbygninger, bygninger beliggende på overgangen mellem marint forland og moræne, intakte diger og parkelementer.