Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes
Beskrivelse
Katholm Herregårdslandskab udgør med dets store markenheder, flotte hovedbygning, slotspark, voldgrav og udbredte skovområde et karakteristisk herregårdslandskab. Det store skovområde samt samspillet mellem de skovbeklædte skrænter og de flade opdyrkede marine forlandsområder udgør de vigtigste karaktergivende landskabselementer i karakterområdet. Beliggenheden af Katholm gods på overgangen mellem de lave marine forlandsområder og de bakkede landskaber understreger desuden samspillet mellem natur og kultur. Fraværet af tekniske anlæg og anden bebyggelse end det, der er tilknyttet godset er også karakteristisk for området.
Herregårdsmiljøet omkring godset med driftsbygninger, voldgrav, allé, hulvej og iskælder udgør i sig selv et oplevelsesrigt område. Det fredede område med de vrangede bøge i den sydlige del af Katholm skov udgør ligeledes et oplevelsesrigt område.
For at opretholde herregårdslandskabets karakter er det afgørende at opretholde samspillet mellem de store skove samt de store åbne marker. Fortsat skovdrift i skovene og fortsat landbrugsdrift på markerne er således afgørende.
Nøglekarakterer
Herregårdsbygninger, mange diger, voldgrav og alléer, park, store markenheder, store skovparceller, gården ligger på overgangen mellem fladt, marint forland og moræne.