Kolindsund Flade

Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes

Beskrivelse

Kolindsund Flade er klart defineret ved det flade, marine forland og de tilstødende morænelandskabers markante skrænter. Kolindsunds særlige topografiske og geologiske forhold gør området meget specielt og indenfor landkanalerne findes Djurslands største areal med unikke marine og ferske jordbundsforhold. Det er et storslået, egenartet og kulturhistorisk interessant landskab, der præger en stor del af det centrale Djursland. Af særlig interesse er de omkransende afvandingskanaler og dertilhørende digeanlæg, der er smukt beliggende ved foden af de afgrænsende dalsider. Af stor landskabelig og kulturhistorisk værdi er ligeledes de store sundgårde, hvoraf flere er smukt placeret i lunde i yderkanten af det inddigede område. Ligeledes findes der udenfor det sydlige dige, lavninger med ret udbredt mose- og engarealer. Fra de få veje langs med og over Kolindsund er der ofte fine muligheder for at iagttage dette særprægede landskab og samspillet mellem den brede, flade og slyngende sundbund og de stejle skråninger er unikt for netop dette karakterområde. Det indvundne Kolindsund udgør med sine vandelementer, sundgårde og dyrkningsstruktur en kulturhistorisk helhed. Det rumlige og visuelle samspil mellem den brede, flade og slyngende sundbund på Fladen og de stejle skråninger på Højderyggen udgør i sig selv et oplevelsesrigt område. For at opretholde karakteren på Fladen er det vigtigt fortsat at bevare et åbent, fladt område.

Nøglekarakterer

Store markenheder, intensiv landbrugsdrift, karakteristiske sundgårde, store sigtelinjer, storskalalandskab, ingen større tekniske anlæg, karakteristisk net af grøfter samt få veje.