Kolindsund Højderyg

Bevaringsværdigt landskab, der skal vedligeholdes og styrkes

Beskrivelse

Kolindsund Højderyg er med sine særlige topografiske forhold et meget værdifuldt landskab, da det medvirker til at Kolindsund Flade indrammes og understreges kontrastfyldt og oplevelsesrigt. Landskabet består af skarpe dalsider, som på flere strækninger forløber gennem skov og her danner fine og særprægede landskabsrum. Den nordlige bakkeside er flere steder præget af større grupper af højtliggende og meget synlige gravhøje, og bronzealderlandskabet ved Fannerup Mark og nærmiljøet omkring Fannerup Mølle udgør hver især kulturhistoriske helheder. Dalbunden af Ørum Ådal samt den sydlige del af Skærvad Ådal udgør med deres særegne naturindhold oplevelsesrige områder. Storgårdene Ingvorstrup, Søbygaard og Slemminggård samt kirker og markante fortidsminder udgør alle oplevelsesrige  elementer. Ligeledes kan vedbend-skoven langs Nordkanalen, umiddelbart før Fannerup defineres som et oplevelsesrigt element. Derudover findes endvidere adskillige, markante udsigtspunkter fra Højderyggen til Fladen.

Opretholdelse af karakteren på Højderyggen kræver, at den fortsat - så vidt muligt – friholdes/ ryddes for de skovplantninger, der udvisker terrænets konturer og at ådalene fortsat drives ekstensivt i små parceller.

Nøglekarakterer

Markant terræn, store sigtelinjer, storskalalandskab og mange fortidsminder.