Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes
Beskrivelse
Mejlgård Herregårdslandskab udgør med dets store markenheder, flotte hovedbygning, avlsbygninger og udbredte skovområder et karakteristisk herregårdslandskab. De store skovarealer, der i vid udstrækning er med til at præge den nordøstlige del af Djursland, udgør det vigtigste landskabselement. Skoven danner ramme omkring slottets placering midt i de åbne opdyrkede arealer og er dermed essentiel for oplevelsen af herregårdslandskabet. Indblikket til slottet og det omgivende landskab fra Nordkystvejen giver en samlet oplevelse af karakterområdet som herregårdslandskab og er derved af stor betydning. Slottets beliggenhed på overgangen mellem de lave marine forlandsområder og de bakkede landskaber mod syd er desuden karakteristisk for datidens placering af herregårde og understreger samspillet mellem natur og kultur.
For at opretholde herregårdslandskabets karakter er det afgørende at opretholde samspillet mellem de store skove samt de store åbne marker. Fortsat skovdrift i skovene og fortsat landbrugsdrift på markerne er derfor afgørende. For at bevare det meget karakteristiske indblik til slottet og det omgivende landskab fra Nordkystvejen, er det afgørende, at der ikke rejses skov eller på anden måde etableres slørende beplantning, anlæg eller byggeri i indsigtskilen.
Nøglekarakterer
Store markenheder, store skove med markante skovbryn, herregårdsbygninger, beliggende på overgangen mellem marint forland og moræne samt parkelementer.