Sønderbjerg, Nordbjerg og Anholt By

Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes

Beskrivelse

Området er altovervejende karakteriseret ved øens særegne landskab, der for Danmark er enestående. Det består af en markant morænebakke, der er præget af menneskelig aktivitet, herunder by, sommerhuse, infrastruktur og tekniske anlæg. Bakken formodes at være det materiale, nordøstisen lod tilbage efter at den havde bevæget sig hen over landskabet og borteroderet et større og mere udbredt moræne-landskab. Midt i området skærer en tidligere fjordarm sig ind i morænen. Højeste punkt er Sønderbjerg på 48 m. Nordbjerg i den nordvestlige ende af morænen er på 39 m mens Nordstrand Klit, der udgør det andet nordlige ”hjørne” af bakkeområdet er på 32 m. Bakkeområdet har på alle sider høje stejle skråninger. Samspillet og modsætningsforholdet mellem Ørkenens flade og de markante morænebakker giver en særlig og intens oplevelse af det storslåede og barske landskab på Anholt. Havet er synligt fra store dele af området, særligt fra morænebakkerne samt fra de helt kystnære arealer. Fra Sønderbjerg og Nordbjerg findes også adskillige spektakulære udsigter over både Ørkenen og Flakket. Der er på både Sønderbjerg og Nordbjerg stisystemer, der giver mulighed for at opleve udsigterne over øen. Langs skrænten af Nordbjerg løber den fredede ”Kærlighedsstien”, hvorfra man kan se ud over det meste af Ørkenen.

For at opretholde landskabskarakteren i området er det nødvendigt med en fortsat, og gerne styrket, naturplejeindsats og udsigterne fra morænebakkerne skal sikres mod tilgroning.

Nøglekarakterer

Spektakulære udsigter, markante morænebakker og kontrasten til den flade lavhede.