Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes
Beskrivelse
Det kuperede og urolige landskab med mange moseområder, småskove og beskedne husmandsbrug er karaktergivende for området. Der er flere tilløb til Hevring Å fra området ved Dyndmose og Tustrup Hede. I Fuglsø Mose er der endvidere flere større kunstigt skabte vandområder og søer som følge af tørvegravningen i området. Karakterområdets østlige del er præget af mange vand- og mosehuller. Landskabet omfatter de magre jorde på Norddjursland, og er et godt eksempel på, hvordan man tidligere forsøgte at udnytte dyrkningsfattige arealer. De mange skove og læhegn, hede og overdrevsdækkede lysninger samt moseomkransede vandhuller danner tilsammen et overordentlig afvekslende landskab med mange meget forskellige landskabsrum.
Fortsat opretholdelse af områdets karakter er betinget af, at jorden fortsat udnyttes ekstensivt og at naturområderne bevares.
Nøglekarakterer
Mange vand- og mosehuller, mange småskove og levende hegn, ekstensivt landbrug med små marker, bemærkelsesværdigt få beboelser og mange små landskabsrum.