Bevaringsværdigt landskab, der skal bevares og beskyttes
Beskrivelse
Karaktergivende for området er det flade marine forland, der flere steder understreges af de markante litorinaskrænter, der markerer grænsen for den hævede havbund og de store vidder langs kysterne. Skrænterne er særlig tydelige mod Kattegat, mens de mod Randers Fjord er brudt af mindre slugter i morænebakkerne. Området henligger primært som udyrket, afgræsset strandeng. Landskabet er meget åbent og i stor skala. Den opdyrkede del af det marine forland er karakteriseret ved geometriske marker, skabt ved plantning af mange læhegn vinkelret på kysten, der slører den visuelle sammenhæng langs kysten. Området rummer særlige visuelle oplevelsesmuligheder knyttet til kontrasten mellem morænelandskabet og det flade forland.
For at opretholde områdets landskabskarakter er det afgørende, at der sker en fortsat pleje af strandengene og fortsat dyrkning af arealerne på Søleddet.
Nøglekarakterer
Storskalalandskab med åbne vidder, markante udsigtsforhold, store englodder med skarpt system af afvandingsgrøfter, karakteristiske poppelhegn og ingen bygninger udover sommerhuse ved Søleddet.