Estruplund

Beskrivelse

Herregården Estruplund ligger ved Kattegatkysten mellem landsbyerne Ingerslev og Store Sjørup. Kulturmiljøet udgør med sine store markenheder med intakte diger, skovklædte dalstrøg med massive skovbryn, herregårdsbygninger og parkelementer et karakteristisk og værdifuldt herregårdslandskab. Beliggenheden af Estruplund Gods, på overgangen mellem de lave marine forlandsområder og de bakkede landskaber, understreger samspillet mellem natur og kultur.

Herregården Estruplund har været ejet af en række af de store adelsslægter Friis, Rosenkrantz, Brock og Lykke. Gården var oprindelig ladegård til Hevringholm. Hovedbygningen er opført i 1800-tallet i ét stokværk, siden forhøjet og om- og tilbygget. De fleste af avlsbygningerne er nyopført efter brand i 1921. Estruplund Kirke var oprindeligt en kirke i landsbyen Estruplund, som nedbrændte i 1600-tallet. Kirken var den eneste bygning, der blev reddet fra branden, og den fremstår i dag som en del af det samlede herregårdsmiljø.

Estruplund Skov er en gammel skov, som kan dateres helt tilbage til 1789. Den største del er omgivet af jord- og stendiger, som gennemgående er i god stand og hører til de mest komplette i Norddjurs. 

Foruden skove og plantager er Estruplunds jorder opdyrkede. På det marine forland er opdyrkning gjort mulig ved inddigning, og markerne er omkransede af levende hegn. Pudsigt er det, at markernes struktur - til forskel for markstrukturen i det tilgrænsende Udby Kystlandskab - er orienteret parallelt på kysten. En grund til dette kunne være, at området er inddiget til forskel for de nordligere marker, der afvandes ved grøfter med fald mod kysten.

Kulturhistoriske værdier, der skal beskyttes

Herregårdsbygninger, store markenheder, skovklædte dalstrøg med markante skovbryn, intakte diger og parkelementer.