Beskrivelse
Sostrup Slot er smukt beliggende ud til de lave enge mod øst. Fra øst fører en allé til den trefløjede hovedbygning i røde sten opført i begyndelsen af 1600-tallet på en lav banke, omgivet af brede, vandfyldte voldgrave og parkanlæg med høje træer. Mod syd ligger den store gårdsplads omgivet af avlsgården med en statelig forpagterbolig og ladebygninger fra 1600-tallet og kampestenslænge fra 1300-tallet. I tiden som nonnekloster opførtes i 1992 en firfløjet klosterbygning med kapel syd for avlsgården.
Kulturmiljøet er i udpræget grad præget af skovmassiver i kontrast til store markenheder. Det er især gamle løvskove der dominerer landskabet. I skovene er der adskillige gravhøje, som dog er svære at få øje på, grundet slørende beplantning. Sostrup ligger karakteristisk på overgangen mellem morænen mod vest og de lave enge ned mod havet mod øst.
Hovedbygningen var oprindeligt tænkt som et firefløjet anlæg i tre etager over en høj kælder, men kun sydfløjen og dele af de to sidefløje blev gjort færdig. Som en midlertidig løsning lukkende man de to sidefløje med bindingsværk. Den midlertidige løsning blev imidlertid permanent og derfor kan man i dag se et usædvanligt stykke bindingsværkeri på Sostrup. Hovedbygningen er opført i røde munkesten, det samme materiale som avlsgården fra 1600-tallet er opført i. Portindgangen imponerer ved sin pompøse udformning. Over indgangen hænger våbenskjoldene for bygherre Jakob Seenfeld og hans to hustruer. Portindgangen er flankeret af to gudefigurer.
Sostrups historie kan spores tilbage til slutningen af 1300-tallet, hvor Udsen-slægten overtog stedet. Som andre godser har også Sostrup været genstand for arv og handel mellem de store adelsslægter, og slægterne Bille, Skeel m.fl. har ejet Sostrup.
I 1829 overtog Jacob von Benzon stedet der derefter blev stamhus under navnet Benzon. Efter Anden Verdenskrig blev godset konfiskeret og senere solgt til aktieselskabet Sostrup Gods. I 1960 overtog cistercienserordenen stedet og indrettede det katolske kloster Maria Hjerte Abbedi på Sostrup i 1990. Herregården er i privat eje i dag.
Hovedbygning, avlsgård, gårdsplads og parkanlæg er bygningsfredede. Hovedbygningen gennemgik senest en renovering i 1975-77, og i øjeblikket gennemgår hovedbygningens og avlsgårdens forskellige bygninger en større renovering efter at en ny ejer overtog stedet i 2014. Den nye ejer har åbnet Sostrup for offentligheden som kulturelt center med restaurant i hovedbygningen og udstillings- og oernatningsfaciliteter i avlsgården.
Kulturhistoriske værdier, der skal beskyttes
Herregårdsbygninger, store markenheder, markante skovbryn, store skovmassiver, gården ligger på overgangen mellem lave enge og moræne, mange intakte diger og parkelementer. Derudover har tiden med Cictercencerordenens ejerskab en stærk fortælling, der fortsat knytter sig til stedet.