Kommuneplantillæg nr. 3 - Projekt Fjellerup Udvikling - Tillæg til kommuneplan 2025

Formål

Der er udarbejdet forslag til en Lokalplan nr. 134-707 for at muliggøre udviklingsprojektet for Fjellerup Udvikling, som skal bygge videre på områdets kvaliteter og både understøtte attraktionen for turismeudvikling og for helårsbeboelse i lokalområdet. Visionen for projektet er at løfte oplevelsen af stranden, ved at tilbyde en bred palette af faciliteter langs kysten ved Fjellerup. Projektet skal ses som en løftestang for den videre udvikling af området ved øget synlighed og bibringelse af kvaliteter, der styrker områdets profil.

Projektet udgøres af fire ”nedslag” langs Fjellerup Strand:

1 ”Pælene”.
Et anlæg som består af en række pæle inspireret af bundgarnspæle, der vil understøtte leg, læring og ophold i området..

2 ”Promenadebroen”.
To broer, som bl.a. vil fungere som badebro, promenade, solopgangs- og solnedgangsplads samt vandlegeplads på stranden. Anlæggene skal muliggøre leg, læring, bevægelse og formidling.

3 ”Makrelfabrikken”
Den tidligere fabriksbygning skal omdannes til café/restaurant, microbryggeri, overnatningsfaciliteter, badehus, multirum for events, forsamlinger, udstillinger samt turismerelaterede erhverv og butikker som fx feriehus-udlejningskontor og mindre butikker.

Der kan desuden opføres to nye sidebygninger øst og vest fro Makrelfabrikken med mulighed for opbevaring af grej til bl.a. vandsport, badehuse, salg af is, snacks og drikkevarer samt udeservering. 

På stranden kan der etableres offentlig høfde/bro, slæbested og faciliteter for vandsport mv. 

4 ”Tæppet”,
En pladsdannelse på stranden skal forbinde byen, bebyggelsen Thomasminde og vandet. Pladsen skal indeholde opholdsareal, badebro samt det renoverede ishus, der skal tjene som en fleksibel ramme til fx madpakkehus, udstillinger, koncerter og lignende kultur og fritidsformål.

Forsøgstilladelse
Projektet har den 13. november 2024 modtaget forsøgstilladelsen, som er givet efter planlovens § 4 a, stk. 1, og giver kommunalbestyrelsen tilladelse til planlægning og til meddelelse af landzonetilladelser til det ansøgte projekt, uanset planlovens bestemmelser for kystnærhedszonen.

Formålet med kommuneplantillægget er at muliggøre dette projekt med ændring af kommuneplanen og udarbejdelse af lokalplan.

Indhold

De fire områder kræver hver en ny kommuneplanramme. Et af områderne - ”promenadebroen” ligger i rammeområde 07-1-S til sommerhusformål, mens et område - ”Makrelfabrikken” ligger inden for rammeområde 07-1-O. To af områderne - ”Pælene” og ”Tæppet” er ikke omfattet af gældende kommuneplanrammer.

Kommuneplantillægget fastlægger nye rammeområder, som kan rumme de fire nedslag, der i Lokalplan nr. 134-707 er fastlagt som delområder.
Rammeområderne udlægges til rekreative formål og sommerhusområde, som kan rumme lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

De nye rammeområder medfører, at de eksisterende rammeområder 07-1-S og 07-1-O ændres i afgrænsningen med kommuneplantillægget.

Rammeområderne udgør et samlet areal på ca. 11.000 m2, beliggende ved Fjellerup Strand, mellem vandkanten og Klitvej.

Retningslinjer og redegørelse

International naturbeskyttelse
Natura 2000-områder
Nærmeste Natura 2000-område er N263, som indeholder fuglebeskyttelsesområde nr. 127 og afgrænses i vandkanten. Lokalplanen omfatter kun den del af projektet, som ligger på landareal.
Natura 2000-området N14 ligger i en afstand af ca. 8 km fra , og indeholder habitatområde nr. 14.
Norddjurs Kommune vurderer, at planen i sig selv eller i sammenhæng med andre planer ikke vil påvirke udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områderne væsentligt.

Særligt beskyttede arter
I habitatbekendtgørelsen er opført dyre- og plantearter, som Danmark har særligt ansvar for at sikre streng beskyttelse - de såkaldte bilag IV-arter. Der skal træffes foranstaltninger, der sikrer de nævnte arters naturlige økologiske funktionalitet både på individ- og levestedsniveau.

Inden for en radius af 2 km fra projektområdet er der, inden for de seneste 10 år, registreret følgende bilag IV-arter: marsvin, markfirben, flagermus, odder og strandtudse.
Det vurderes, at der i lokalområdet er egnede forhold for forekomst af bilag IV-arterne markfirben og flagermus. Der er derfor foretaget en undersøgelse af, om disse arter forekommer i og omkring planområdet, og om der vil være en væsentlig påvirkning af arterne.
Den samlede vurdering er, at planlægningen ikke har nogen negativ påvirkning af markfirben og flagermus og arternes økologiske funktionalitet vil være upåvirket.

National naturbeskyttelse
Strandbeskyttelseslinjen
De nye rammeområder 07-3-F, 07-7-S, 07-4-F og 07-5-F ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. De ændrede rammeområder 07-1-S og 07-1-O ligger delvist inden for strandbeskyttelseslinjen.

Der må ikke ske ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen, før der er opnået dispensation hertil fra Naturbeskyttelsesloven
af Kystdirektoratet.

Beskyttet natur
Det nye rammeområde 07-3-F omfatter beskyttet natur i form af hedeareal.
Det ændrede rammeområde 07-1-S omfatter beskyttet natur i form af hedeareal og engareal.
Der må ikke ske ændringer i tilstanden for beskyttet natur, før der er opnået dispensation hertil fra Naturbeskyttelsesloven af Norddjurs Kommune.

Kystnærhedszonen
Alle rammeområderne ligger inden for kystnærhedszonen.

Projektet Fjellerup Udvikling har den 13. november 2024 modtaget forsøgstilladelse til det ansøgte projekt, jf. planlovens § 4 a, stk. 1.
Forsøgstilladelsen giver kommunalbestyrelsen tilladelse til planlægning og til meddelelse af landzonetilladelser til det ansøgte projekt, uanset planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1, 3 og 4 og § 35, stk. 3.

Retningslinjer
Kommuneplantillægget omfatter udpegede arealinteresser i kommuneplanen, som der er fastlagt retningslinjer for:
Kommuneplantillægget omfatter et område, som er udpeget som økologisk forbindelse.
Stranden er udpeget med specifik geologisk bevaringsværdi.
Hele Fjellerup Strand er udpeget som bevaringsværdigt landskab.
Strandarealet ved Fjellerup Strand er udpeget som potentielt naturbeskyttelsesområde.

Kommuneplantillægget ændrer ikke kommuneplanens retningslinjer.
Der skal i lokalplanlægningen redegøres for overholdelse af disse retningslinjer.​

 

Miljøvurdering

Norddjurs Kommune har besluttet, at der skal udarbejdes en miljørapport for planlægningen. Det beror på, at planlægningen omfatter et populært naturområde, som ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, og at der i den indledende debat har været udtrykt bekymring for planlægningens påvirkning af miljøet.

Planlægningen ledsages derfor af en miljørapport, som redegør for anvendelsens påvirkning af miljøet.