I henhold til betalingsvedtægten for spildevandsselskabet er det muligt for grundejere at udtræde helt eller delvist af spildevandsselskabet, hvis det konkrete område er udpeget hertil i spildevandsplanen. En udtræden kræver yderligere, at spildevandsselskabet kan indgå en aftale med grundejeren herom. Der sker derved en tilbagebetaling af en del af tilslutningsbidraget.
Det kan især være en fordel for grundejere i nuværende fælleskloakerede områder, hvor der i spildevandsplanen er planlagt separering. Her får ejendommene separeret regnvand og spildevand, og de ophører med at lede tag- og overfladevand til afløbssystemet.
Det kan også være en fordel inden for allerede separerede områder for at begrænse mængden af afledt regnvand i ledningerne. Efter separering afledes spildevandet fortsat til kloak, mens regnvand bortskaffes ved lokal afledning (LAR) på egen grund. Læs mere om LAR.
I spildevandsplanen er der ikke aktuelt udpeget områder, hvor ejendomme kan udtræde helt eller delvist af spildevandsselskabet.
I områder med fælleskloak, hvor der ikke er planlagt separeret (f.eks. Grenaa midtby, Grenaa Havn gl. bydel), kan der dog efter nærmere forhandlinger med forsyningsselskabet AquaDjura as refunderes en del af det indbetalte tilslutningsbidrag, dog max. 40 % af det tilslutningsbidrag, der skal betales i dag. Forudsætningen for tilbagebetaling er, at jordbundsforholdene er egnede til nedsivning, at nedsivningen er forenelig med hensynet til grundvandsbeskyttelsen, og at det kan godtgøres, at det ikke vil give anledning til oversvømmelse af bebyggelse i området.
Hvor der i forbindelse med gennemførelse af separeringsprojekter i henhold til nærværende spildevandsplan viser sig at være enkelte ejendomme, hvor traditionel separering ikke er muligt uden pumpning eller omkostningerne bliver uforholdsmæssigt høje for grundejeren eller AquaDjurs as, vil der kunne indgås aftale om udtræden for afledning af regnvand.
Norddjurs Kommune og AquaDjurs vil i løbet af planperioden i forbindelse med konkrete projekter vurdere, om det er miljømæssigt og/eller økonomisk fordelagtigt at lade et område udtræde. I forbindelse med eventuelle områders udtræden, vil der efter behov blive udarbejdet tillæg til spildevandsplanen.
Grundejerne skal selv betale for de nødvendige ændringer på egen grund. Ændringerne vil normalt omfatte adskillelse af spildevand og regnvand samt etablering af en regnvandsfaskine eller en anden form for lokal afledning (LAR-løsning).