Kolonihaveområderne i Grenaa ligger uden for særlige drikkevandsområder (OSD-område) og uden for vandværkers boringsnære beskyttelsesområder samt indvindingsoplande. Det er Norddjurs Kommunes vurdering, at der ikke for nuværende er risiko for forurening af grundvandet i kolonihaveområderne, og i særdeleshed ikke grundvand, som er anvendeligt til drikkevandsformål.
Kolonihaverne ligger tæt op ad Grenåen. Undersøgelser af den hygiejniske vandkvalitet i Grenåen foretaget i 2008 viste en tydelig sammenhæng mellem nedbør og antal bakterier i Grenåen, men dette skyldes overløb fra kloaksystemet. Norddjurs Kommune har i 2013 foretaget tilsyn i kolonihaveområderne for at registrere eventuelle direkte udledninger, men der er ikke set nogen synlige tegn på spildevandsforurening fra kolonihaveområderne i hverken grøfter eller vandløb.
Det vurderes, at de største problemer omkring spildevandshåndteringen i kolonihaverne er de hygiejniske forhold. Kolonihaverne er imidlertid ikke beboet hele året. Der er ingen elforsyning i området i Grenaa, og der lukkes for vandet i vinterhalvåret. Lokalplanen og regler for kolonihaver sætter begrænsninger for områdets anvendelse. Langt størstedelen af kolonihaverne i Grenaa er primitivt indrettet, og anvendes til kortvarige ophold. Spildevandsproduktionen i kolonihaverne er således meget begrænset.
Norddjurs Kommune og AquaDjurs vurderer ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at kloakere kolonihaverne i Grenaa. Det vurderes endvidere, at der vil være vanskeligheder ved at gennemføre en kloakering på grund af områdets beskaffenhed.
Forholdene vil løbende blive vurderet. Beslutninger om fremtidige tiltag vil ske på baggrund af forudgående drøftelser med Kolonihaveforbundet og de enkelte kolonihaveforeninger, som kommunen har indgået lejeaftaler med.
Som alternativ til traditionel kloakering kan det eventuelt overvejes at etablere centrale opsamlingstanke til toiletaffald og lignende, sådan som det findes på nogle campingpladser, hvor autocampere og campingvogne kan tømme deres klosetter. Dette er i andre kolonihaveområder betegnet som haveforeninger, der er kloakeret efter den såkaldte ”campingmodel”, hvilket altså vil sige, at der findes en central toiletbygning med mulighed for tømning af toiletspand.
Det kan eventuelt på sigt overvejes at kloakere fælleshusene i kolonihaveområderne, hvis forholdene her ikke er miljømæssigt tilfredsstillende.