Planens hovedtiltag, der indbefatter separering af fælleskloaker, vil sammen med fremtidig inddragelse af LAR løsninger (lokal afledning af regnvand) med korrekt dimensionering og vedligeholdelse, medføre en reduktion i risikoen for oversvømmelser som følge af regnhændelser. De enkelte grundejeres investering i løsninger, som kan minimere risikoen for oversvømmelser i kælderniveau, kan desuden være væsentlige i sikringen mod fremtidige klimaændringer.
Derudover vil der i forbindelse med detailprojekteringen af kloaksystemer ved fornyelse af kloakkerne tages hensyn til nyeste dimensioneringspraksis, og der foretages en aktuel vurdering af behov for klimatilpasning i de enkelte områder.
Ved meddelelse af tilladelse til nye regnvandsudledninger indregnes effekten af klimaforandringer, hvor det er relevant, således at udledningen ikke giver anledning til væsentlige hydrauliske påvirkninger af vandområder.
Med den nuværende tilgængelige viden om klimatilpasningsbehov i Norddjurs Kommune og indarbejdelse af eventuelle yderligere tilpasningsbehov i tillæg til spildevandsplanen, er det vurderet, at der tages de nødvendige hensyn i forhold til kommende klimaændringer.