Ørum

Ørum havde en betydelig vækst i boligbyggeriet i 1970’erne, hvor byen voksede i nordvestlig retning langs Stenvadvej og i nordøstlig retning langs Brændtvadvej. I dag har byen et indbyggertal på cirka 730. Indbyggertallet er stagneret i de seneste år. Ørum har profil som kultur- og skoleby.

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål, at:

  • Ørum udvikles som en del af Bybånd Midt.

Redegørelse

Byen har et forholdsvist højt offentligt serviceniveau med folkeskole, bibliotek, ungdomsskole, posthus, plejehjem med ældreboliger og forsamlingshus. Djurslandsskolen, som er en specialskole, ligger i Ørum. Desuden er der privat service med flere dagligvare- og udvalgsvarebutikker.

Planlægningsmæssige forhold

Byen ligger i byzone. I midten af byen er der udlagt et område til centerformål, som er omgivet af boligområder og et grønt område ved åen. Byens skole- og erhvervsområder ligger i den østlige del ved den gamle landevej og hovedvejen.

Der er stadig større ledige arealer i erhvervsområdet. Det skønnes ikke at være nødvendigt at udlægge nye erhvervsarealer i byen inden for den 12-årige planperiode.