Havneområder

Havnene i Norddjurs Kommune er en vigtig del af erhvervslivet, og hver havn har hver sin funktion.

Der skal arealmæssigt være mulighed for lokalisering af havnerelaterede virksomheder og aktiviteter i havneområderne og mulighed for at indpasse turismen i havnemiljøerne, hvor det er muligt. De nødvendige serviceaktiviteter og virksomheder i de bagvedliggende industri- og erhvervsområder kan støtte op om havnene i både Grenaa, Bønnerup og på Anholt. Der skal løbende foregå en tilpasning af infrastrukturen til havnenes behov.

Havne i Udbyhøj og Voer er alene færgehavne/lystbådehavn.

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål at:

  • Fremme et levende og udviklingsorienteret erhvervsmiljø i havneområderne i kommunens havne: Grenaa, Bønnerup og Anholt.
  • Sikre, at der er udlagt erhvervsarealer i og omkring havneområderne, der kan imødekomme en fremtidig erhvervsudvikling.
  • Sikre, at turisme og havnemiljø kan indpasses i havnenes aktiviteter.
  • Fremme infrastruktur i forhold til havnenes fremtidige behov.

Retningslinjer

  1. Grenaa Havn: Udviklingen af Grenaa Havn skal reguleres i forhold til den udarbejdede masterplan for Grenaa havn.
  2. Bønnerup Havn: Udviklingen i Bønnerup skal fokusere på fiskeri, turisme og skibsværft.
  3. Anholt Havn: Udviklingen i Anholt Havn skal fokusere på færgedrift, fiskeri og turisme.

Redegørelse

Kommunalbestyrelsens mål og retningslinjer for havneområderne tager udgangspunkt i de foreliggende planer for områderne for at fremme en levende udvikling af erhvervsmiljøet i havneområderne og mulig turisme i forhold til havnes fysiske beliggenhed.

Grenaa Havn

I den eksisterende planlægning arbejdes der med en udvidelse af havnen i Grenaa, hvilket betyder en løbende vurdering af arealdispositionen for havnen og de bagvedliggende erhvervs- og industriområder. Arealanvendelsen iværksættes etapevis, som behovene opstår. Ligeledes kategoriseres aktiviteterne miljømæssigt som omtalt i afsnittet Virksomheder og miljø.

Den eksisterende infrastruktur og en igangværende etablering af en nordlig omfartsvej vurderes fortsat løbende i forhold til den fremtidige udvikling af de havnerelaterede aktiviteter.

Grenaa Havn har stor betydning for Grenaa og den østlige del af Djursland. Erhvervshavnen er vigtig, og der er meget stor lokal forankring. Langt størstedelen af havnens aktiviteter og godsmængder kan relateres til virksomheder, som ligger på selve havnen eller i lokalområdet. Havnen huser godt 40 virksomheder.

Grenaa Havns største kunder dækker en bred vifte af havnerelaterede forretningsområder, og flere har faciliteter på havnen: færgefart, genvinding af metalskrot, genvinding af biologiske restprodukter, grovvarer, skibsophugning, distribution af vejsalt, distribution af flydende kemikalier, skibsværft og entreprenørvirksomhed inden for uddybning.

Miljømæssigt inddeler Norddjurs Kommune Grenaa Havn i 3 områder efter aktiviteter og vanddybde. Den miljømæssige vurdering skal sikre, at erhvervene kan udvikles uden at være til gene for det omkringliggende lokalsamfund:

Nordhavn

Nordhavnen giver med 11 meters vanddybde og sin placering ift. de omkringliggende områder mulighed for mere miljøtunge og pladskrævende virksomheder, bassin V og den nordlige del af bassin IV:

  • Genvinding af metalskrot, tankanlæg, grovvarer mv.
  • Mulighed for store reparationsarbejder på offshoreanlæg
  • Andre arealkrævende aktiviteter og projekter.

Mellemhavn

Mellemhavnen med 6-7 meters vanddybde anvendes til de miljømæssigt middeltunge aktiviteter, bassin III og sydlige del af bassin IV:

  • Skibsbygning og reparation
  • Skibsophugning
  • Grovvarer.

Sydhavn
Sydhavnen anvendes til generelle havneaktiviteter, bassin I, II og færgehavn:

  • Trafikhavn
  • Fiskerihavn
  • Industri
  • Turisme.

Grenaa Marina
Grenaa Marina ligger uden for selve Grenaa Havn og giver mulighed for at tiltrække besøgende til Grenaa by og opland:

  • Turisme.

Bønnerup Havn

Erhvervsaktiviteterne i Bønnerup omhandler fiskeri, skibsværft, turisme og energiproduktion. Lystbådehavnen er en vigtig aktivitet i forbindelse med turisme.

Arealdisponeringen bag havneområdet åbner for, at virksomheder, der kan servicere havnen, kan placeres her, mens selve havneområdet alene giver mulighed for mindre udvidelser.

Anholt Havn

Havnen og de tilknyttede arealer giver mulighed for turisme og færgedrift. Lystbåde i havnen er en meget vigtig aktivitet i forbindelse med turisme.