Miljøklasser

En del virksomheder er placeret tæt på boligområder – med deraf følgende miljømæssige gener og risici. Virksomhederne skal etableres mest hensigtsmæssigt, også set fra virksomhedsside. Derfor er arealerne til erhvervsformål differentieret og opdelt i kategorier, dels ud fra de forskellige virksomhedstypers miljøbelastning, dels ud fra byplanmæssige hensyn.

Redegørelse

Formålet med opdelingen i kategorier er blandt andet at opnå følgende:

  • Mindske genevirkningerne for boligområderne.
  • Rationel udnyttelse af de arealer, som er bedst egnede til forurenende industri.
  • Forkortelse og forenkling af godkendelsesproceduren for forurenende virksomhed.
  • Bedre grundlag for at integrere boliger og erhverv, som ikke er miljøbelastende.
  • Nedbringe byggemodningsudgifter, ved at placere virksomheder i velplanlagte områder.

Erhvervsarealerne er opdelt i fem forskellige virksomhedskategorier: industri med særlig beliggenhedskrav, afstandskrævende industri, industri uden større afstandskrav, produktion og håndværk og endelig havneformål.

Kategori 1: Industri med særlig beliggenhedskrav

Virksomheder med særlige beliggenhedskrav forudsætter særlig placering. Denne type virksomheder kan etablere sig inden for de udpegede arealer.

Link til kort

Kategori 2: Afstandskrævende industri

Ved afstandskrævende virksomheder forstås primært de virksomheder, der efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 er mærket med et afstandskrav. Afstandskravet skal kunne opfyldes inden for de udpegede arealer.

Link til kort

Kategori 3: Industri og erhvervsudøvelse uden større afstandskrav

Ved industri uden større afstandskrav forstås primært de øvrige godkendelsespligtige virksomheder og tilsvarende ikke-godkendelsespligtige virksomheder. De mindst forurenende virksomheder kan etableres uden forudgående miljøgodkendelse, såfremt de anlægges i overensstemmelse med godkendt lokalplan eller byplanvedtægt. Virksomheder i øvrigt kan placeres på de udlagte arealer, når der ikke er genevirkning for omgivelserne.

Link til kort

Kategori 4: Produktion og håndværk

Ved produktion og håndværk forstås først og fremmest virksomheder, der ikke kræver godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, og som ikke er til gene for omgivelserne. På arealer udlagt til produktion og håndværk kan desuden placeres de ovenfor under kategori 3 omtalte ikke-godkendelsespligtige virksomheder, såfremt disse virksomheder mht. støj, røg eller lignende ikke er til gene for omgivelserne. Desuden kan der placeres arealkrævende, ikke-forurenende virksomheder. Herved forstås for eksempel virksomheder med behov for større oplagring, men uden produktion, som kan være til gene for omgivelserne.

Link til kort

Kategori 5: Havneformål

Denne kategori omfatter primært transport, fiskeri, servicevirksomheder og produktionsvirksomheder, som har behov for at ligge på havnearealer.

Link til kort

Henvisninger