Trustrup

Trustrup har cirka 840 indbyggere. Byen har en god beliggenhed i forhold til infrastrukturen, idet hovedvej 15 går igennem byen, og byen er stationsby langs Aarhus Letbane.

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål, at:

  • Trustrup udvikles som en del af Bybånd Øst.
  • De udviklingsmuligheder, som Trustrup har i kraft af sin beliggenhed ved hovedvej 15 og letbanen, skal udnyttes optimalt.
  • Kultursporene fra de forskellige faser af landsbyens udvikling skal bevares.
  • Hovedvej 15 skal føres syd om byen, så generne fra den gennemkørende trafik fjernes, og bymiljøet forbedres.
  • Der etableres en grøn stiforbindelse mellem Trustrup og Lyngby.


Redegørelse

Trustrup er et naturligt center for lokalområdet på grund af Toubroskolen, idrætsanlægget og detailhandlen. Sammen med det faktum, at byen er station på Aarhus Letbane, giver det grundlag for en egentlig byvækst. Hovedvejen gennem Trustrup deler byen i to dele, ligesom den er årsag til miljø- og sikkerhedsmæssige problemer. Forløbet gennem byområdet er desuden til gene for den gennemkørende trafik.

Gammel Trustrup, området ved Stationsgade og området langs Århusvej, afspejler væsentlige træk af samfundsudviklingen. I 1994-1995 blev der foretaget en kortlægning og registrering af byers og bygningers arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier i den daværende Grenaa Kommune, og resultatet heraf er udgivet som "kommuneatlas - Grenaa_kommune".

Der er flere erhvervsvirksomheder i byen og nogle servicefunktioner i form af restaurant, lægehus, tandlæge, børnehave, kulturhus og idrætsfaciliteter. Mellem Trustrup og Lyngby ligger Toubroskolen, som sammen med børnehaven er blevet til Toubro Børneby.

En sti med et grønt bælte langs den eksisterende vej mellem de to byer vil forbedre forbindelsen og forholdene for de bløde trafikanter mellem Trustrup og Lyngby samt sikre en bedre skolevej fra byerne til Toubroskolen.

Planlægningsmæssige forhold

Der er flere erhvervsområder i Trustrup inden for kategorien produktion og håndværk. Erhvervsområdet ved stationen er udlagt til virksomheder med behov for transport via jernbane. Størrelsen af de udlagte områder til erhvervsudvikling vurderes til at være tilstrækkelig til at dække behovet inden for planperioden.

Linjeføringen af hovedvej 15 syd om byen fremgår af trafikplanen. Hovedvejen er en statsvej, og det er derfor Vejdirektoratet, som skal projektere og anlægge vejen.

Den fortsatte byudvikling i Trustrup er sikret i kraft af det nye boligområde øst for Nordbakken og udlægningen af et nyt fremtidigt byudviklingsområde nord herfor. I sager om nedrivninger, ombygninger, anlægsarbejder og nybyggeri skal der i videst muligt omfang tages hensyn til de kulturhistoriske spor, så de væsentlige træk i byens udvikling kan bevares for eftertiden.

Såfremt sportsfaciliteterne eventuelt flyttes til området ved Toubroskolen, vil den planlagte anvendelse af eksisterende idrætsanlæg kunne ændres til boligformål.