Arbejdsmarked

Mål

Med henblik på at styrke udviklingen på arbejdsmarkedet i Norddjurs Kommune har kommunens arbejdsmarkedspolitik følgende mål og sigtepunker:

  • Fremme jobskabelsen i virksomhederne.
  • Understøtte varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
  • Flest mulige borgere på arbejdsmarkedet.
  • Understøtte, at arbejdsstyrkens kompetencer matcher virksomhedernes behov.
  • Medvirke til, at de unge i kommunen får uddannelse og job.
  • Skabe rum til borgere med andre udfordringer en ledighed på arbejdsmarkedet.
  • Udvikle indsatsen sammen med vores lokale samarbejdspartnere.

Beskæftigelsespolitiske muligheder og udfordringer

Norddjurs Kommune står aktuelt og i de kommende år over for en række arbejdsmarkedspolitiske muligheder og udfordringer.

Under krisen på arbejdsmarkedet faldt beskæftigelsen i Norddjurs Kommune. Ved udgangen af 2014 var der 16.208 personer i beskæftigelse, og det forventes, at antallet er svagt stigende over de næste år. Traditionelt har der i Norddjurs Kommune været et stort antal ufaglærte, men udviklingen bevirker, at denne type job bliver der færre af, og at der i fremtiden er mere brug for arbejdskraft med faglige eller mellemlange uddannelser.

Da pensionsalderen gradvist bliver forhøjet til 67 år i perioden 2019-2022, vil det betyde, at flere ældre bliver på arbejdsmarkedet. På trods af dette forventes der udfordringer med at have en tilstrækkelig arbejdsstyrke, da alderssammensætningen i Norddjurs Kommune ændrer sig, så der bliver færre unge og flere ældre. For at imødekomme denne udfordring er det vigtigt, at der iværksættes beskæftigelsesindsatser, der kan medvirke til at udvide antallet af personer i arbejdsstyrken.

For at fremme denne udvikling skal det sikres, at arbejdsstyrken har de faglige og personlige kompetencer, som virksomhederne efterspørger nu og i fremtiden.

Der bliver endvidere fokus på at iværksætte indsatser, som kan medvirke til at nedbringe antallet af borgere i offentlig forsørgelse og sikre, at en større andel af de unge får en uddannelse.

Planer for indsatser

Beskæftigelsesindsatsen er beskrevet i en beskæftigelsesplan, der udarbejdes hvert år.

For at kunne imødegå de beskæftigelsespolitiske udfordringer har Jobcenter Norddjurs blandt andet valgt at sætte særlig fokus på at:

  • Få flere unge i uddannelse gennem en sammenhængende indsats mellem jobcentret, UU Djursland, folkeskolerne og uddannelsesinstitutionerne.
  • Virksomhedsindsatsen understøtter, at der skabes et bedre match mellem ledige og virksomheder, så alle borgeres kompetencer bringes i spil på arbejdsmarkedet.
  • Alle målgrupper uanset forsørgelsesgrundlag tilbydes en tidlig og virksomhedsrettet indsats med henblik på at blive helt eller delvist selvforsørgende.